I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden   og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!   Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?   For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren,  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!  Han har set til sin ringe tjenerinde.      For herefter skal alle slægter prise mig salig,  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.  Helligt er hans navn,  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen,  og han har ophøjet de ringe;  sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel  og husker på sin barmhjertighed  – som han tilsagde vore fædre –  mod Abraham og hans slægt til evig tid. Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.